Masdevallia: livlig trekantet blomst, dyrket i et køligt miljø

Masdevallia har et ry, der hindrer mere end det hjælper: "en vanskelig orkidé, kun for dem med aircondition." Delen om temperatur er sand, men ufuldstændig – og dette ry får mange mennesker til at købe termometre og fortsætte med at misforstå, hvad der rent faktisk dræber planten, hvilket er vandkvaliteten og substratdensiteten. Det er værd at forstå slægten ud fra dens oprindelse, fordi næsten alle dyrkningskrav er udledt derfra.

Hvor hun kommer fra, og hvorfor, bestemmer alt andet.

Masdevallia er en stor slægt. Kew's Plants of the World Online accepterer 659 arter, der er udbredt fra Mexico til Brasilien, med en stærk koncentration i Andesbjergene - Colombia, Ecuador og Peru. Det registrerede højdeområde er bredt, fra omkring 130 til 3.800 meter, hvilket forklarer, hvorfor der er så stor variation i behovene inden for den samme slægt.

De fleste af de arter, der når frem til indenlandsk dyrkning, kommer dog fra den øvre del af denne zone: Andeskoven, over 1.500 meter. Der er luften permanent fugtig, tågen passerer næsten hver dag, temperaturen svinger kun lidt, og der er ingen egentlig tør sæson.

En plante, der udviklede sig i dette miljø, behøvede ikke at udvikle en vandreserve – hvilket er grunden til, at Masdevallia ikke har en pseudo-løg . Uden dette reservoir er der ingen plan B: hvis substratet tørrer ud, er der ingen steder at trække vand fra. Det er det modsatte af Cattleya, som kan modstå ugers tørke i sin pseudo-løg. At spare på vandet løser halvdelen af ​​dyrkningstvivlerne – når man er usikker på noget, er det nyttige spørgsmål "hvad ville der ske med denne plante på en skråning i 2.500 meters højde med tåge?".

Temperaturintervallet, ifølge dem, der udgiver dyrkningsdatablade.

Den amerikanske orkidéforenings dyrkningsretningslinjer er ligetil på dette punkt, og det er værd at rette op på en almindelig myte: planten har brug for en relativt konstant temperatur , ikke et dramatisk fald mellem dag og nat.

Den vigtigste detalje om den øvre grænse er, at det ikke handler om gennemsnit, men om højeste temperaturer. En eftermiddag med 30°C gør mere skade end en hel uge med 24°C. Det hurtigste tegn på, at det er gået for vidt, er, at blomsterknoppen tørrer ud, før den åbner sig – når det sker, skal du kigge efter, hvad der blev for varmt, ikke hvad der manglede vand.

Hvad angår belysning, en nødvendig justering: Amerikanske retningslinjer anbefaler et nordvendt vindue for mindre direkte sollys. På den sydlige halvkugle er dette omvendt – her er vinduet med mindst sol det sydvendte , og det nordvendte er det stærkeste. At misfortolke dette er en almindelig måde at brænde papir på, selv når man følger de korrekte instruktioner.

Vandet bringer mere Masdevallia ned end varmen.

Det er denne del, der næsten aldrig optræder på listerne over "orkideer for begyndere", og det er her, det virkelige problem ligger. Masdevallia-orkideer er, ligesom resten af ​​Pleurothallidinae-alliancen, følsomme over for akkumulerede mineralsalte. I tågeskoven modtager planten regnvand og kondens – praktisk talt destilleret vand. Behandlet postevand indeholder klor, fluorid og opløste salte, der koncentreres i substratet ved hver vanding.

I praksis er regnvand den første mulighed, og omvendt osmose-filtreret vand er den anden. Som kvalitetsreference fungerer dyrkning af følsomme arter normalt med vand under 100 til 150 ppm opløste stoffer - et akvarie-TDS-måler er billigt og afklarer tvivlen. Hvis det lokale vand er hårdt, er det værd at måle, før man skyder skylden på klimaet.

Symptomet på saltaflejring er karakteristisk og let at forveksle: bladspidsen brænder og mørkner, startende med de ældre blade . Det minder meget om svampeskader, og behandlingen er helt anderledes - vask substratet med rigeligt vand i tilstrækkelig mængde og skift substrat, brug ikke fungicid.

Angående hyppighed: substratet tørrer aldrig helt ud. Dette bliver ikke en fast tidsplan, da det afhænger af potten, substratet og ventilationen — det bliver en vane at stikke fingeren ind mellem barken og mærke, om der stadig er fugt i midten af ​​potten, ikke kun på overfladen.

Høj luftfugtighed kræver ventilation i samme forhold.

Høj relativ luftfugtighed er et reelt krav for denne slægt - det interval, der citeres i dyrkningslitteraturen, ligger omkring 70 til 90%, og under 60% hæmmer planten væksten, og knoppen tørrer ud. Men der er en indbygget fælde: høj luftfugtighed med stillestående luft rådner rødderne i et substrat, der aldrig tørrer ud.

De to ting går hånd i hånd. Hver gang luftfugtigheden stiger, skal luftcirkulationen øges tilsvarende. En lille ventilator ved lav hastighed, rettet mod væggen og ikke mod planten, klarer arbejdet uden at udtørre bladene.

Tyndt substrat og hyppigere ompotning end forventet.

Ren sphagnummos fungerer godt til små frøplanter; til voksne planter er en blanding af fin fyrrebark med perlit og lidt sphagnummos bedre. Grov bark er ikke egnet: den tørrer ud for hurtigt og efterlader store huller, hvor det fine rodsystem ikke kan få fat.

Lille potte, altid mindre end det ser ud til at være nødvendigt. Rodsystemet er tyndt, og hele systemet er kompakt — en stor potte betyder meget vådt substrat uden rødder at optage, og så rådner den.

Årlig ompotning , eller når sphagnummosset begynder at blive blødt. Dette er hyppigere end med de fleste hjemmedyrkede orkideer, og det er bevidst: gammelt, nedbrudt substrat bevarer præcis det salt, som planten ikke tåler. Det bedste tidspunkt er lige efter blomstring, aldrig når knoppen stadig er på planten.

Tre arter til at starte med, og den der er mest tilgivende.

Masdevallia tovarensis er den anbefalede sort til dem, der er nye i slægten. Den tåler varme lidt bedre end andre, producerer hvide blomster i klaser på tre til fem pr. stilk – i modsætning til de fleste i slægten, som producerer én blomst pr. stilk – og blomstrer i slutningen af ​​året.

Og der er en særlig ting, der er værd at vide, før man begår fejlen: Skær ikke stilken af, efter blomsten er faldet af . *Phalaenopsis tovarensis* vil blomstre igen på den samme stilk i de efterfølgende år. De, der kommer fra Phalaenopsis-orkideer, skærer den af ​​vane og går glip af sæsonen.

Masdevallia veitchiana er den mest spektakulære: intens orange dækket af små lilla papiller, som skaber en glitrende effekt, når de udsættes for lys. Den er peruviansk, fra Machu Picchu-regionen, og kræver en kølig nat.

Masdevallia coccinea har store blomster i rød, magenta eller hvid på en høj stilk. Den er colombiansk, trives i store højder og er den mindst varmetolerante af de tre – den er bedst at gemme til efter du har forberedt miljøet ordentligt med en tovarensis.

Dyrkning af afgrøder i varme klimaer: hvad der virker, og hvornår man skal give op.

At bo et varmt sted forhindrer ikke dyrkning, men det kræver, at man skaber et mikroklima. I rækkefølge fra billigst til dyrest: et badeværelse med et vindue er normalt det mest fugtige og køligeste rum i huset; en bakke med fugtig ekspanderet ler under potterne bevarer den lokale fugtighed; og i de koldeste måneder et rum med aircondition omkring 20°C om eftermiddagen. De, der dyrker i store mængder, vælger en klimakontrolleret vinkælder eller et lille drivhus med en fordampningskøler.

Men lad os være ærlige: De, der lever i tropiske klimaer uden nogen af ​​disse muligheder, er bedre stillet ved at starte med en anden slægt. Uden den nedre del af temperaturintervallet om natten overlever Masdevallia et stykke tid og blomstrer aldrig – og det frustrerer mere, end det lærer. Jeg ville ikke anbefale den til nogen, der starter med orkideer og ikke har en måde at kontrollere varmen på.

Den opsummering jeg ville give til en person, der køber sit første eksemplar...

Tag fat på vandproblemet, før du tager fat på termometret. De fleste mennesker ankommer til Masdevallia bekymrede over varmen, køber et termometret, måler den omgivende temperatur – og fortsætter med at vande med hårdt vand, mens de ser planten langsomt forsvinde uden nogen åbenlys grund.

Vand af god kvalitet, fint substrat, der skiftes hvert år, stabil temperatur inden for det korrekte område og luftcirkulation. Alle fire tilsammen, fordi ingen kompenserer for manglen på en anden. Det er den slægt, der mindst tolererer improvisation – og til gengæld producerer den den mest usædvanlige blomst, man kan have indendørs.