Paphiopedilum: tøffelorkidéen, der dyrkes i skygge.

Paphiopedilum er tøffelorkidéen: det nederste kronblad danner en pose, der ligner en lille sko. Udover sin form har den to unikke dyrkningsegenskaber, der adskiller den fra resten - det er den mest populære slægt, der kræver mindst lys, og det er den eneste, hvor bladet tydeligt angiver den temperatur, planten foretrækker.

Arket viser den temperatur, hun ønsker.

Dette er den mest nyttige genvej af sin slags, og den er værd at overveje, før du går i gang med en tabel. Der er to hovedgrupper, og du kan identificere dem uden at kende artsnavnet:

Marmorerede blade med et lyst og mørkt ternet mønster: foretrækker varmere miljøer. Ensartede grønne blade : foretrækker køligere miljøer. Båndbladede sorter, der producerer flere blomster pr. stilk, har også tendens til varmere miljøer.

I praksis bestemmer dette, hvor planten skal stå i huset. Hvis din er marmoreret, og du har placeret den i det køligste hjørne, fordi du troede, at alle tøffelorkidéer kunne lide kulde, vil den bare vegetere. American Orchid Societys faktablad angiver det generelle temperaturinterval for slægten som 12,7 til 22,2 °C om natten og 21 til 29,4 °C om dagen , og det er inden for dette interval, at de to grupper er fordelt - de marmorerede i den øvre del, de grønne i den nedre del.

Nærlys er et krav, ikke en tolerance.

Det anbefalede lysinterval er 10.750 til 21.500 lumen (1.000-2.000 fodlys) – det samme som for Phalaenopsis-orkideer og et godt stykke under de 2.000-3.500 fodlys for en Cattleya-orkidé. Indendørs anbefaler AOS et øst-, nord- eller vestvendt vindue med en til fire timers direkte sollys.

Bemærk oversættelsen: "nordvindue" henviser her til det mindst almindelige vindue, fordi instruktionerne er fra USA. På den sydlige halvkugle er det tilsvarende sydvinduet. Enhver, der læser instruktionerne og placerer planten i et nordvindue her i Brasilien, giver den den stærkeste orientering i huset, ikke den mest gunstige.

Lavere luftfugtighed end resten af ​​gruppen.

Her er den anden gode nyhed til indendørs dyrkning: det anbefalede interval er 40 til 50% relativ luftfugtighed. Dette er mindre end Phalaenopsis (50 til 80%) og meget mindre end Masdevallia (70 til 90%). Med andre ord er Paphiopedilum en af ​​de få, der ikke kræver en luftfugter i de fleste hjemmemiljøer.

Da den ikke har en pseudobulb, skal substratet holdes konstant fugtigt, men ikke vandmættet. AOS' anbefaling er at vande, så snart mediet når tørpunktet – vent ikke på, at det tørrer helt ud.

Gødning: fuld dosis svag formel

Dette er en omvendt logik af den, der gælder for de fleste orkideer, og det er nemt at tage fejl. Den nuværende anbefaling er en fuld dosis af en svag gødning - noget mellem 5-5-5 og 10-10-10 - i stedet for den ældre metode med at bruge en kvart dosis af en stærk gødning som 20-20-20.

Rutinen er året rundt, hvor substratet vaskes en gang om måneden eller kvartalet for at fjerne ophobet salt. Ompotning hvert andet år , eller når substratet nedbrydes; små stiklinger foretages årligt.

Tre arter og hybrider til at starte med.

Valget gør en stor forskel her, fordi den rigtige gruppe afhænger af klimaet i dit hjem – og at købe den forkerte er den mest almindelige årsag til frustration over denne type produkt.

Hybrider fra Maudiae-gruppen er det sikreste udgangspunkt for det brasilianske klima: de har marmorerede blade, så de foretrækker de varmere dele af planteudvalget, blomstrer let og er de nemmeste at finde. Hvis du bor et varmt sted og kun skal købe én, er denne den rigtige.

Paphiopedilum insigne har ensartede grønne blade og er en af ​​de mest tolerante af sin slags – den tolererer variationer i pleje bedre end gennemsnittet og er et godt valg for dem, der har køligere hjem eller bor i bjergrige områder.

Paphiopedilum delenatii har lyserøde blomster og en duft, hvilket er usædvanligt for slægten. Den er mere krævende end de to foregående, og jeg vil ikke anbefale den som førstevalg – den er bedst egnet, når miljøet allerede er veletableret.

Vand: kvalitet er vigtigere end kvantitet

Paphiopedilum er følsom over for saltopbygning i substratet – ikke i samme ekstreme grad som en Masdevallia, men nok til at hårdt vand kan forårsage problemer i flere måneder. Derfor anbefaler AOS' (American Society of Ophthalmology) retningslinjer at vaske substratet med jævne mellemrum: vask er netop for at fjerne det salt, der er tilbage efter hver vanding og gødskning.

Hvis dit postevand er hårdt, viser forskellen sig ved bladspidsen, som mørkner og tørrer ud, startende med de ældste blade. Det er let at forveksle dette med svamp, og behandlingen er den modsatte: vask substratet grundigt med vand af bedre kvalitet og skift substratet, brug ikke fungicid.

Regnvand løser problemet. Hvor det ikke er muligt, reducerer regelmæssig vanding og en generøs vask en gang om måneden ophobning betydeligt.

Gør ikke midten af ​​rosetten våd.

Paphiopedilum vokser i en vifteform med blade, der starter fra et centralt punkt, og stillestående vand i midten i et uventileret miljø vil rådne vækstpunktet. Det er den samme mekanisme som kroneråd hos Phalaenopsis-orkideer, og den samme forsigtighed gælder: vand rundt om pottens kant om morgenen , og hvis vand falder ned i midten, tørres det med et papirhåndklæde.

Dette gælder endnu mere her, fordi dens luftfugtighedsinterval er lavt (40 til 50%), og mange kompenserer ved at vande planten. Det er netop ikke tilrådeligt at vande bladene på tøffelorkidéen – hvis du har brug for at øge luftfugtigheden, skal du bruge en bakke med vådt ekspanderet ler omkring den, ikke vand direkte på planten.

Hvor længe holder blomsten, og hvad skal man gøre bagefter?

Paphiopedilum-blomsten er en af ​​de længstvarende stueplanteorkideer – den forbliver normalt åben i flere uger, og hos nogle arter i mere end to måneder. Dette er en del af slægtens appel: få blomster, men i lang tid.

Når blomsten er visnet, skæres stilken af ​​ved roden. I modsætning til Phalaenopsis-orkideer blomstrer denne plante ikke igen på den samme stilk: hver bladvifte blomstrer én gang, og derefter investerer planten i ny sidevækst, som bliver den næste, der blomstrer. Derfor blomstrer en plante med en enkelt bladvifte ikke to år i træk – det er dens naturlige cyklus, ikke et problem med dens pleje.

Division: vær forsigtig, hun tilgiver ikke.

Uden en pseudobulb har Paphiopedilum ikke reserverne til at understøtte aggressiv deling. Hver vifte af blade er en separat vækst, og deling af en enkelt isoleret vækst stopper normalt væksten helt – det kan tage år at genoptage den, hvis den nogensinde gør.

Den sikre margen er at efterlade mindst to til tre skud pr. stikling . Dette er mindre stikling end man ville få fra en Cattleya af samme størrelse, og det er prisen for en slægt, der ikke lagrer vand. Deling bør ske samtidig med ompotning, lige efter blomstring.

Multiblomstrende remedier, og hvorfor de kræver tålmodighed.

Der er en tredje gruppe, der er værd at kende, selvom du ikke er nybegynder: de flerblomstrende orkideer med lange, båndlignende blade, der producerer flere blomster på en høj stilk i stedet for blot én. Den mest berømte er Paphiopedilum rothschildianum med lange sideblade, der åbner sig næsten vandret, en af ​​de mest eftertragtede orkideer, der findes.

Det vigtigste er timingen. Multiblomstrede planter er store og langsomtvoksende – de tager ofte flere år om at nå blomstringsstørrelse, og mange blomstrer først, når bladviften når en vis størrelse. At købe en lille frøplante, der forventer blomster den følgende sæson, er en opskrift på skuffelse.

De har også en tendens til at være i den varmere ende af temperaturintervallet, ligesom de marmorerede sorter. Hvis intentionen er at nå denne gruppe, er den fornuftige tilgang først at skabe det rigtige miljø med en Maudiae-hybrid, og først derefter investere i en plante, der kræver mange års stabil vækst, før den belønner dig.

For hvem er hun det rette valg?

Hvis dit hjem har svagt lys og tør luft – en kombination, der hindrer næsten alle populære orkideer – er Paphiopedilum sandsynligvis den mest passende orkide for dig. Det er det modsatte af Vanda-orkideen, som har brug for stærk sol og daglig vanding.

Den eneste ulempe er blomsten: normalt én blomst pr. stilk hos de fleste arter, der varer i ugevis, men den mangler den frodighed, der kendetegner en Phalaenopsis-klase. Det er en orkidé for dem, der sætter pris på usædvanlige former, ikke volumen.